Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

24 mennesker mister livet i skovbrand i Portugal

18. juni 2017 04:14
38 0

Mindst 24 personer er omkommet i en kæmpe skovbrand i den centrale del af Portugal. De fleste er brændt ihjel i deres biler. Det oplyser regeringen natten til søndag.

Portugals premierminister, Antonio Costa, betegner det som en "stor tragedie".

- I øjeblikket er 24 bekræftet omkommet, men antallet af dødsofre kan fortsat stige, siger Costa ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hovedparten omkom, da de forsøgte af undslippe flammerne i deres biler.

Det oplyste indenrigsminister Jorge Gomes lige efter midnat. På det tidspunkt var 19 personer bekræftet omkommet.

- Alle er civile. Tre døde af røgforgiftning, og 16 brændte ihjel i deres biler, da de blev fanget af flammer på vejen fra Figueiro dos Vinhos til Castanheira de Pera, sagde indenrigsministeren.

Den nævnte vejstrækning ligger i nærheden af den mindre by Pedrógão Grande i Leiria-distriktet cirka 200 kilometer nordøst for hovedstaden Lissabon.

Branden brød af endnu ukendte årsager ud lørdag eftermiddag. Omkring 500 brandfolk og 160 slukningskøretøjer blev sat ind for at få kontrol over flammerne.

Omkring 20 personer er indlagt på sygehuse med forbrændinger. Deriblandt flere brandfolk.

- Det vigtigste er nu at få branden under kontrol. Derefter må vi finde ud af, hvad der skete, siger premierminister Costa.

Kilde: dr.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0