Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

5.000 evakueret efter ulykke på atomanlæg i USA

10. maj 2017 05:30
40 0
5.000 evakueret efter ulykke på atomanlæg i USA

En tunnel er styrtet sammen og arbejdere beordret i sikkerhed på Hanford Site syd for Seattle i USA.

Tusindvis af arbejdere på atomanlægget Hanford Site i USA måtte søge i sikkerhed, efter at en tunnel til transport af atommateriale styrtede sammen. Det oplyser føderale myndigheder.

- Der er styr på alle medarbejderne, ingen er kommet til skade, og der er ingen tegn på radioaktivt udslip, siger Destry Henderson, der er talsmand for Hanford Emergency Center.

En talsperson for Energiministeriet fortæller, at 5.000 ansatte var i området, da ulykken fandt sted. Kun få personer var i nærheden af selve ulykkesstedet.

Man opdagede, at der var fare på færde, da jorden over en af tunnelerne var begyndt at synke.

Arbejderne blev bedt om at lade være med at "spise og drikke" efter episoden, og de medarbejdere, der ikke var akut brug for, blev sendt hjem fra arbejde.

Hanford Site var del af Manhattan Project, hvor man producerede det plutonium, som blev brugt til USA's første store atombombe, Fat Man. Det var den, der blev kastet over Japan i slutningen af Anden Verdenskrig.

Den sidste reaktor blev lukket på Hanford i 1987. Men i tanke på stedet opbevarer man fortsat meget store mængder atomaffald.

Det amerikanske energiministerium oplyser, at tunnelen, der er styrtet sammen, ligger tæt på anlægget Purex, hvor man har udvundet plutonium og uran.

Der arbejdes på en teori om, at et nærliggende vejarbejde har forårsaget sammenstyrtningen.

Kilde: dr.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0