Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Ingen afgørelse på hastemøde om Ryanair-forsinkelse

19. marts 2015 15:21
118 0

Dagens hastindkaldte retsmøde i kølvandet på onsdagens aktioner mod Ryanair i Københavns Lufthavn endte uden en afgørelse.

Arbejdsretten besluttede at genoptage sagen på torsdag den 26. marts, hvor retten i forvejen skal behandle den overordnede sag vedrørende LO mod Ryanair.

Ryanairs danske advokat, Michael Møller Nielsen, havde ellers indbragt fem store fagforbund for retten som en hastesag, efter at første Ryanair-afgang i går blev tre timer forsinket - hvilket kostede Ryanair den nette sum af 135.000 kroner.

Men da Ryanairs danske advokat havde fremlagt sine synspunkter på retsmødet, valgte dommeren at henlægge sagen til torsdagens møde.

- Ryanairs advokat påstod, at fagbevægelsen stod bag eventuelle ulovlige aktioner mod Ryanair onsdag. Det afviser vi naturligvis fuldstændigt. Det har ingen gang på jord, siger John Dybart, formand for Serviceforbundet, der sammen med 3F, Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet og HK var indklaget.

Ryanair indbragte de fem store LO-fagforbund for Arbejdsretten efter gårsdagens tre timer lange forsinkelse af selskabets fly med afgang 15.30 til Dublin.

- Flyet blev i Københavns Lufthavn mødt af en blokade af ca. 50-60 personer, der kun kan være indklagedes medlemmer ansat til udførelse af arbejde på Københavns Lufthavns område, da alle deltagere i aktionen befandt sig på et område af lufthavnen, der kræver gennemgang i sikkerhedskontrollen.

- Personerne ved flyet blokerede for flyet, så det hverken kunne forlade gaten eller få påfyldt brændstof, idet de forhindrede køretøjer i at nærme sig flyet. Ligeledes var bagagen fra fly nummer FR632 forsinket og ankom således mere end en time efter landing, fremgår det af klageskriftet.

Af klageskriftet fremgår det endvidere, at forsinkelserne i går kostede Ryanair 18.000 euro - cirka 135.000 kroner.

Sideløbende med dagens hastemøde er Arbejdsretten i gang med at behandle sagens overordnede spørgsmål: Om en blokade mod irske Ryanair i Københavns Lufthavne vil være lovlig i henhold til dansk lovgivning. Det er altså denne sag, der skal behandles på torsdagens forberedende retsmøde.

LO har forsikret Ryanair om, at fagbevægelsen først vil iværksætte blokader, når man har Arbejdsrettens ord for, at de vil være lovlige. Og i så fald først fem dage efter dommen, der ventes at falde midt eller sidst i april.

Oven på onsdagens aktion strammer ledelsen i Københavns Lufthavn nu op på procedurerne omkring adgangskort til de tusindvis af ansatte i de mange selskaber i lufthavnen. Blandt andet indskærpes det, at de ansatte i lufthavnen kun må færdes i de områder, hvor de har et lovligt tjenstligt ærinde, oplyser Ritzau.

Kilde: dr.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0