Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Bippende sæbedispenser på toilettet kan redde patienters liv

26. marts 2015 05:23
55 0

Man tænker måske, at det burde være naturligt for de fleste at vaske hænderne efter at have været på toilettet. Særligt på hospitaler, hvor bakterier kan få en aldeles stor betydning for de allerede svage patienter.

Det er dog ikke en naturlig reaktion for mange mennesker, men det har et nyt projekt på Hvidovre Hospital og Rigshospitalet forsøgt at gøre noget ved.

Her begynder sæbedispenserne nemlig at bippe, som en irriterende dårlig samvittighed, hvis ikke der bliver vasket hænder efter udtræk i toilettet.

- Det er ligesom, når man kører bil. Så er der en alarm, der husker én på sikkerhedsselen - det her er en alarm for, at vi skal huske at vaske hænder, fortæller projektleder og vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen.

I begyndelsen af projektet oplevede hospitalerne, at kun omkring en tredjedel af patienterne vaskede deres hænder efter toiletbesøget.

Måske endnu mere bekymrende viste projektet, at blandt hospitalspersonalet - der ellers er uddannet og kender til vigtigheden af hygiejne - var der kun omkring 65,5 procent, der huskede at vaske hænder.

“Det kom bag på mig, at det var så mange af sundhedspersonalet, der ikke vaskede hænder - men at så mange af vores patienter og pårørende glemmer det, det overraskede mig desværre ikke.”

- Det kom bag på mig, at det var så mange af sundhedspersonalet, der ikke vaskede hænder - men at så mange af vores patienter og pårørende glemmer det, det overraskede mig desværre ikke, forklarer Torben Mogensen.

Det er ikke kun Torben Mogensen, der er overrasket over, at der ikke er flere blandt sundhedspersonalet, som vasker hænder.

Formand for Lægeforeningen, Mads Koch, er overrasket over, at så få som 65 procent af sundhedspersonalet vasker deres hænder efter toiletbesøg.

- Enhver læge, sygeplejerske eller andre ansatte ved, at man skal holde god håndhygiejne, forklarer han.

- Det er absolut ikke i orden. Det skal være 100 procent - og det er indiskutabelt.

Efter introduktionen af den bippende sæbedispenser steg de tal til henholdsvis 70,5 procent og 90,7 procent.

- Det er jo fantastiske fremskridt, så det har været en stor succes at sætte dispenseren op, mener Torben Mogensen.

Projektet har vist sig at være så stor en succes, at Torben Mogensen gerne så dem være en fast del af hospitalstoiletterne.

Det anslås nemlig, at omkring ti procent af patienter får en hospitalsinfektion, når de er indlagt. Det betyder, at patientens ophold forlænges med omkring 11 dage, hvilket er en stor udgift for hospitalerne og til stor gene for patienterne.

Det vil sandsynligvis også kunne redde patienters liv, vurderer Torben Mogensen.

- Alle hospitaler døjer med infektioner og vil gøre alt, hvad de kan for at få infektionsraterne ned, forklarer han.

- Det her projekt skal meget gerne fortsætte - og jeg ser personligt gerne, at når nu vi bygger en masse nye hospitaler, så bør det her være en del af armaturet, forklarer han.

Mads Koch er heller ikke afvisende over for de bippende sæbedispensere.

- Det er vigtigt, at man bruger de redskaber, der hjælper - hvis det her kan gøre en forskel, så er det fint for mig, siger han.

Både på Hvidovre Hospital og Rigshospitalet forsvinder de bippende dispensere dog. I stedet bliver der nu hængt plakater op, der minder besørgende om, at dårlig håndhygiejne koster liv.

Kilde: dr.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0