Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Brøndby investerer millioner i ny fanzone

23. februar 2018 11:05
160 0
Brøndby investerer millioner i ny fanzone

Superligaklubben Brøndby har iværksat et nyt initiativ, der skal forbedre forholdene for klubbens fans.

Superligaklubben har på et bestyrelsesmøde godkendt rammerne for etableringen af en permanent fanzone.

- Det har længe ligget os på sinde at skabe nogle rammer for vores fans på Brøndby Stadion, som belønner den opbakning vores mange tusinde fans kontinuerligt leverer og som noget unikt i Danmark formår at skabe en international ramme for vores kampe på Brøndby Stadion, siger Ole Palmå, der er direktør i Brøndby, i en pressemeddelelse.

- Derfor indstillede vi til bestyrelsen, at der investeres et betydeligt millionbeløb i en permanent fanzone bag ved Sydsiden, og det har man fra bestyrelsens side nikket ja til. I Brøndby IF er fællesskabet en kerneværdi, og derfor er det kun naturligt for os at prioritere og investere i vores fans, siger Ole Palmå.

Fanzonen vil have plads til over tusind fans og vil være opdelt i forskellige områder i et aflukket område bag ved Sydsiden i forlængelse af stadion. Her vil det være muligt at købe drikkevarer og mad, mens det også er planen, at der skal være en udendørsscene og forskellige opholdsområder.

- Med den permanente fanzone sætter vi en helt ny standard for fankulturen i Danmark, og med den giver vi Brøndby fans nogle fantastiske rammer til at dyrke fællesskabet i, siger Jan Bech Andersen, der er bestyrelsesmedlem og hovedaktionær i Brøndby IF.

Brøndby har i sæsonen 2017-2018 haft næstflest tilskuere på hjemmebane i Superligaen med 13.506 tilskuere i gennemsnit kun overgået af FC København med 13.718, ifølge Superstats.dk.

Og det nye tiltag fra den blå-gule klub bliver hilst varmt velkommen af formanden for Danske Fodbold Fanklubber, Christian Rothmann.

- Det er et godt initiativ. Det er dejligt, at man løfter rammerne og giver folk en grund til at komme før på stadion. Vi finder det yderst positivt, at der investeres i rammerne omkring stadion, og det er vitalt for den gode fodboldoplevelse, at rammerne er så gode som mulig. Vi har tidligere set klubber investere stort i sponsorområder, og det er derfor utrolig positivt, at udviklingen nu går mod at løfte oplevelserne for fans, siger han til TV 2 SPORT.

Men selvom Brøndby IF nu kaster en god portion penge efter en fanzone, så er løsningen med foodtrucks og scener ikke nødvendigvis en model, alle klubber skal forsøge at kopiere.

- Alle klubber skal kigge på, hvordan de kan skabe de bedst mulige rammer for deres fans. Der findes ikke en løsning, der passer for alle klubber og fans. Der er forskellige fankulturer, og dem skal klubberne forsøge at imødekomme og så i fællesskab med fansene finde en løsning, der tilgodeser både klub og fans, fortæller formanden for Danske Fodbold Fanklubber Christian Rothmann.

Kilde: sport.tv2.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0