Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Flyselskaber bestemmer selv, om piloter må være alene i cockpittet

26. marts 2015 16:25
39 0
Flyselskaber bestemmer selv, om piloter må være alene i cockpittet

I flere amerikanske flyselskaber er der regler, der bestemmer, at en af de kabineansatte skal tage pilotens plads bag styrepind og de lysende instrumenter, når en pilot forlader cockpittet for at gå på toilettet eller strække benene.

På den måde sikrer man, at piloten aldrig overlades alene i cockpittet, som det var tilfældet med den 28-årige pilot Andreas Lubitz, der tirsdag formodentlig valgte at styre Germanwings-flyet 4U9525 ind i bjergsiden i de sydfranske alper og slå samtlige 149 om bord ihjel.

Reglerne er imidlertid individuelle for forskellige luftfartsselskaber, og gælder eksempelvis ikke for Lufthansa, som Germanwings hører under.

Det er særligt amerikanske selskaber, som flyver efter de skærpede cockpitregler.

I Danmark handler sikkerhedsforanstaltningerne primært om at forhindre, at uvedkommende kommer ind i cockpittet. Her er der ingen regler for, at der altid skal være to personer i flyets forsæder.

- Der kan være firmaregler, som gør, at reglerne er forskellige fra selskab til selskab, men som hovedregel må man gerne forlade cockpittet efter aftale med kollegaen. Jeg kender ikke til selskaber i Danmark, som har den regel, siger Aksel Lytzen, formand for 1.300 piloter i DALPA (Danish Airline Pilot Association).

Ifølge Morten Lynge, vejrvært i DR og erfaren pilot, går de typiske sikkerhedsregler primært ud på at holde folk ude fra cockpittet.

- Døren holdes altid låst under flyvning. Er der nogen, der skal forlade cockpittet, er døren låst, mens de er væk. Skal man ind igen, foregår det over et samtaleanlæg eller via en knap og en klokke, og på overvågningskameraet kan piloten i cockpittet så se, om det er den rette person, der er på vej ind, siger han.

På flere flymodeller, heriblandt Airbus A320, en det dog muligt for udefrakommende at komme ind i cockpittet, uden piloten bag cockpitdøren trykker dem ind.

- Der er nødprocedurer, hvor man taster en kode ind på et lille keyboard uden for cockpittet. Hvis koden er korrekt, vil døren gå op efter 30 sekunder. Men piloten i cockpittet kan holde døren låst ved at overrule indtastningerne uden for cockpittet, siger Morten Lynge.

Så selvom et fly som Airbus A320 har indbygget en sikkerhedsforanstaltning, som gør, at piloter kan komme ind i cockpittet, hvis en pilot for eksempel er faldet i søvn, eller er besvimet, har piloten inden for døren altså også mulighed for at kigge på sikkerhedskameraet og nægte udefrakommende adgang.

Den mulighed kan Andreas Lubitz have benyttet sig af for at nægte adgang til kaptajnen, da han forsøgte at komme tilbage ind i cockpittet.

Britiske The Guardian har talt med David Gleave, en luftfartsekspert, som mener, at selskaber som Germanwings nu må se på, om man skal indføre den samme 'Rule of two'-ordning, som blandt andre amerikanske luftfartsselskaber flyver under.

Lufthansas øverste chef, Carsten Spohr, medgav på et pressemøde torsdag, at reglerne i visse selskaber, særligt amerikanske, kræver, at der altid er to personer i cockpittet. Men han afviste, at reglerne umiddelbart vil blive implementeret i Lufthansas fly.

- Vi skal ikke forhaste os. Vi skal først analysere, hvad der er sket, lød det fra Spohr.

Pilotformand Aksel Lytzen mener, at det er for tidligt at udtale sig om, om reglerne skal laves om.

- Det er svært at sige, om man skal indføre sådanne regler. Men det er skæbnens ironi og meget tragisk, at de her døre, der blev sat ind efter 11. september, er gået fra at højne sikkerheden til tilsyneladende at være medvirkende til tragedien, siger han.

Kilde: dr.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0