Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Hobro indkasserer igen to mål i nederlag til ubesejrede AGF

24. august 2018 19:14
165 0

Hobro lukkede igen to mål ind fredag aften, da klubben tabte 0-2 til AGF på hjemmebane i Superligaen.

Fredag aften vandt ubesejrede AGF 2-0 over Hobro IK, da den aarhusianske klub med en tidlig scoring i hver halvleg hentede tre point med hjem fra DS Arena i Hobro.

Kampen startede noget rodet, hvor ingen af holdene rigtigt kunne sætte spillet. Derfor blev dødbolde og indlæg temaet i en intens og hårdt spillet første halvleg.

Bror Blume fandt sin midtbanekollega Mustafa Amini på et hjørnespark, hvor Hobro-målmand Jesper Rask ikke kunne holde bolden ude af nettet, og derfor kunne de medrejsende AGF-fans bryde ud i jubel.

Hjemmeholdet fra Hobro havde i sæsonens første seks kampe lukket mindst to mål ind per kamp.

Disse takter fortsatte, da Jesper Rask tre minutter inde i anden halvleg endnu engang måtte fiske bolden ud af nettet.

Her viste AGF-anfører Jens Stage for anden kamp i træk, hvordan man finder netmaskerne. Et flot indlæg fra højrebacken Dino Mikanovic endte hos Stage, der uden problemer kunne prikke bolden ind i Hobro-målet til 2-0.

Målet kom som et resultat af et intensivt AGF-pres fra anden halvlegs start.

Herefter trak AGF sig naturligt længere tilbage på banen. Dette gav hjemmeholdet muligheden for at komme længere frem ad banen og true AGF-målet.

Dog udeblev reduceringen, da Hobro ikke for alvor testede AGF-målmand Aleksandar Jovanovic.

Dermed er AGF stadig ubesejret i Superligaen, hvor holdet står noteret for 11 point for syv kampe.

Kilde: sport.tv2.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0