Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Jamie Vardy og Gary Cahill stopper på Englands landshold

28. august 2018 15:19
189 0
Jamie Vardy og Gary Cahill stopper på Englands landshold

Leicester-angriberen og Chelsea-forsvareren meddeler, at de forlader det engelske fodboldlandshold.

Det engelske fodboldlandshold kommer til at klare sig uden Jamie Vardy og Gary Cahill fremover.

Begge spillere meddeler tirsdag, at de siger farvel til landsholdet, men begge holder dog en kattelem åben for et eventuelt comeback.

31-årige Jamie Vardy fra Leicester, som først fik debut på landsholdet i 2015, begrunder sin beslutning med hensynet til familien og sin klub.

- Når man spiller uge efter uge for sin klub, så ønsker man også at gøre det samme for England.

- Hvis det ikke sker, så er det for mig personligt og i min alder bedre at være hjemme hos min familie og træne i min klub, så jeg kan forberede mig på den næste kamp efter landskampspausen, siger angriberen ifølge The Guardian.

Jamie Vardy var med ved EM i 2016 og ved sommerens VM-slutrunde, hvor han fik begrænset spilletid på vej mod Englands fjerdeplads.

Jamie Vardy fortæller, at han ikke har lukket døren helt til landsholdet.

Det samme gælder Gary Cahill, der lige som Jamie Vardy kun var marginalspiller ved VM.

Den 32-årige Chelsea-forsvarer fik sin debut tilbage i 2010, og han nåede 61 landskampe og 5 mål. Han var fast mand ved VM i 2014 og EM i 2016.

Gary Cahill har i forvejen svært ved at komme på holdet i Chelsea, og han føler, at det er det rette tidspunkt at sige farvel til landsholdet.

- Jeg er enormt stolt over, hvad jeg har opnået i over 60 landskampe. Jeg har været anfører for mit land ved nogle lejligheder, hvilket er en meget stor ære, siger Gary Cahill i et interview på Chelseas hjemmeside.

Lige som Jamie Vardy holder han døren åben for et comeback, hvis Englands landstræner, Gareth Southgate, får brug for ham.

- Jeg vil aldrig lukke døren. Hvis der bliver brug for mig i fremtiden, så kommer jeg selvfølgelig, siger Gary Cahill.

Kilde: sport.tv2.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0