Agger: Fokuserer på fodbold og ikke medier

18. september 2014 15:24

52 0

Agger: Fokuserer på fodbold og ikke medier

Daniel Agger synes, at han har været rigeligt i medierne de seneste par uger.

Det skabte en del debat, da Brøndby tidligere på ugen meddelte, at Daniel Agger kun stiller op til interview om torsdagen og i forbindelse med kampene i Superligaen.

Det var en beslutning, som klubben traf for at "beskytte ham en lille smule."

I dag er det jo så torsdag, og derfor var DR Sporten og en stribe andre medier mødt op i Brøndby for at snakke med den hjemvendte søn selv.

Agger mener, at han har fået rigeligt med omtale i medierne, efter han vendte ryggen til millionerne i Liverpool og drog mod Vestegnen.

- Jeg synes ikke, jeg har lukket ned. Jeg har været rigeligt i medierne i de sidste to uger, siger Agger til DR Sporten.

Han understreger, at han ikke har noget stort ønske om at være på forsiden af aviserne.

- Jeg synes da, at jeg står til rådighed for medierne. Og jeg skal med glæde stille op, når I gerne vil have det. Men jeg skal altså også koncentrere mig om dét, det hele handler om. Og for mig handler det om fodbold - ikke om at være i medierne, siger Daniel Agger.

Lige nu gælder det om at få has på den baglårsskade, der holdt ham ude af sidste weekends kamp mod Randers.

- Nu koncentrerer jeg mig om min træning og min skade. Det er det vigtigste for mig, siger Agger.

Der var Agger-mania i weekenden, da landsholdsanføreren var med på bænken til kampen mod Randers. Men han kom altså aldrig på banen. Derfor kan han måske få sit comeback i superligaen på søndag, når Brøndby møder ærkerivalerne fra FC København i Parken.

- Jeg er sådan set ligeglad med, hvilken kamp det er. For mig er det vigtigste at komme ind på banen og spille noget fodbold, og så er det sådan set lige meget, hvem det er imod, siger Agger.

Han skiftede i begyndelsen af 2006 fra Brøndby til Liverpool, hvor han nåede at spille i over otte sæsoner. I sidste måned blev Agger præsenteret som den mest markante forstærkning i Superligaen i en del år.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...