Ambitiøs Lindberg kræver forbedringer i bundklubben Hamborg

17. september 2014 20:06

37 0

Ambitiøs Lindberg kræver forbedringer i bundklubben Hamborg

Håndboldspilleren Hans Lindberg vil væk fra sin klub Hamborg, hvis ikke holdet bliver væsentligt forstærket før den kommende sæson.

Højrefløjens ambitioner harmonerer ikke med klubbens aktuelle bundplacering i Bundesligaen.

- Hvis det er meningen, at vi skal spille med i toppen, hvor det er sjovt og stadig prøve at være med i Champions League, så er det helt klart noget for mig. Hvis det er meningen, at vi skal ligge og kæmpe for 10.-pladsen og ned efter, så er det klart, så er det nogle tanker, jeg skal gøre mig.

For halvandet år siden var Lindberg med til at vinde Champions League med Hamborg. Efter seks runder i denne sæson deler holdet næstsidstepladsen i Bundesligaen. Årsagen er dårlig økonomi. Klubben var tæt på konkurs før sommerferien, og derfor er adskillige klassespillere nu afskibet til andre klubber.

- Det har jo været en turbulent sommer, hvor vi fik licensen i sidste omgang. Vi mistede en masse spillere, og vi har ikke fået spillere ind i samme kvalitet, som vi har været vant til de sidste mange år, og det har gjort, at vi ikke har samme slagkraftige hold, og lige nu står vi efter seks runder og ikke har vundet en kamp endnu, forklarer Lindberg, der understreger, at kamp for at undgå nedrykning ikke er noget for ham.

- Mine ambitioner er selvfølgelig at spille med, hvor det er sjovt og for at vinde, og det kommer vi ikke til at gøre i år.

I første omgang væbner Lindberg sig dog med tålmodighed. Han erkender, at denne sæson bare skal overstås, men at han ikke er interesseret i at blive i Hamborg, hvis holdet igen i næste sæson skal kæmpe for at hænge på i midten af Bundesligaen.

- Jeg har kontrakt til 2017, så det er begrænset, hvad jeg kan gøre, men umiddelbart så er det ikke de samme målsætninger, som jeg har, siger han.

Hans Lindberg skrev i efteråret 2010 under på en lang kontrakt, der binder ham til Hamborg helt til sommeren 2017.

Kilde: sporten.tv2.dk

Til kategori side

Loading...