Brasiliansk selvmålsskurk udsat for racisme efter VM-exit

8. juli 2018 06:40

247 0

Brasiliansk selvmålsskurk udsat for racisme efter VM-exit

Midtbanespiller Fernandinho og hans familie har været udsat for racisme efter 1-2-nederlaget til Belgien.

Den brasilianske fodboldspiller Fernandinho fik en uheldig hovedrolle, da de femdobbelte verdensmestre i fredags blev sendt hjem fra VM i Rusland.

Den 33-årige Manchester City-profil scorede selvmål. Det gav Belgien en 1-0-føring. Senere blev det 2-0. Og selv om Brasilien reducerede, formåede sydamerikanerne ikke at udligne.

Efterfølgende er mørkhudede Fernandinho og en række af spillerens familiemedlemmer blevet udsat for racisme på de sociale medier.

Fernandinho er blandt andet blevet kaldt "abe". Andre brugere på diverse sociale medier har truet med at slå midtbanespilleren ihjel.

Rosa Glaucia, spillerens kone, er blevet svinet til på sin profil på Instagram.

Til sidst var Fernandinhos mor nødt til at lukke sin profil på Instagram, da tilsviningerne mod sønnen tog til.

Allerede for fire år siden måtte Fernandinho finde sig i en stor mængde kritik i forbindelse med et VM-farvel.

I 2014 blev VM spillet i Brasilien. Værterne indkasserede dengang et smerteligt 1-7-nederlag til Tyskland i semifinalen. I ydmygelsen blev Fernandinho skiftet ud i pausen.

Ved VM i Rusland blev Fernandinho mest brugt som indskiftningsspiller. Men i kvartfinalen havde Casemiro karantæne. Og derfor startede Fernandinho inde. I det 13. minut scorede han selvmål efter et belgisk hjørnespark.

Kilde: sport.tv2.dk

Til kategori side

Loading...