Discountdrenge mod mægtige Juventus

16. september 2014 07:46

31 0

Discountdrenge mod mægtige Juventus

Malmø FF skal i aften op imod Juventus, der kan stille med et hold, der er 33 gange mere værd end svenskernes.

Hvis Malmø FF er en Morris Mascot. Så er Juventus en Jaguar med al det ekstraudstyr, du overhovedet kan proppe ind i den.

Juventus' trup har en anslået værdi på 2,4 milliarder kroner ifølge transfermarkt.de, der forsøger at holde sig ajour på spillernes markedsværdi.

Dermed er Juventus i top 10 og blandt sværvægterne i denne sæsons deltagere i Champions League, hvor mestrene fra Real Madrid kan prale af den dyreste trup på fem milliarder kroner.

Næstnederst på listen finder vi Malmøs trup, der er cirka 90 millioner kroner værd, hvilket blot er halvanden million kroner mere end Maribor fra Slovenien, der ligger i bunden af regnskabet.

Og går man ind og ser udelukkende på idealopstillingerne hos Malmø og Juventus, så har Massimiliano Allegri 11 spillere, der er 33 gange mere værd end de 11 spillere, som Malmøs Åge Hareide ventes at stille op med i den første gruppekamp i Torino i aften.

- Ha ha! Det er utroligt store summer. Men vi må tro på os selv. Vi vil vise, at vi er mere værd end som så, siger Malmøs defensive midtbanestyrmand, Markus Halsti, til Aftonbladet.

Avisen har samtidig regnet ud, at Juventus' franske midtbanestjerne, Paul Pogba, er 150 gange mere værd end den 30-årige finne.

- Det må være på grund af alderen, intet andet. Ellers er vi jo på samme niveau, joker Halsti.

Foruden Juventus er Skandinaviens eneste repræsentant fra Malmø også i gruppe med Atletico Madrid og Olympiakos.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...