F1-KOMMENTAR Er Kevin en badboy?

18. september 2014 07:25

44 0

F1-KOMMENTAR Er Kevin en badboy?

Det går vildt for sig, når Kevin Magnussen kører Formel 1. Og der bliver også masser at se til, når det i weekenden gælder det smukke grandprix i Singapore.

Et spørgsmål jeg fik forleden og som er helt fair. For Kevin Magnussen har efterhånden været indblandet i en del bataljer i sine 13 Formel 1-løb i debut-sæsonen.

Tre episoder med Kimi Räikkonen, en med Felipe Massa, en med Fernando Alonso og senest en med Valtteri Bottas kan der tælles sammen.

Det har for eksempel fået den dobbelte verdensmester, Mika Häkkinen, til at kalde Kevin Magnussens kørestil for uforskammet. Til gengæld får Magnussen opbakning fra sit eget team McLaren og Red Bulls teamchef, Christian Horner.

Episoderne med Räikkonen går vist lige op. Massa må selv tage skylden for sammenstødet på Hockenheim. Meget tyder alligevel på, at Alonso har retten på sin side, i forhold til det der skete i Belgien. Mens Bottas selv kaldte den seneste episode på Monza for et hændeligt uheld.

Det er lidt ærgerligt, at Magnussen bliver involveret i de her episoder, særligt når det koster en tidsstraf og dermed også VM-point.

Men det er forståeligt, når han som regel ligger og kæmper om placeringer fra 5-10, hvor der er tæt kontakt og kamp om det. Og vi har jo her at gøre med en gut, der har kørt ræs, nærmest siden han lærte at gå, så han hverken kan eller vil holde sig tilbage i duellerne, hvilket er fedt at se.

For han kører jo ikke decideret hasarderet og har på overfladen heller ikke ændret karakter fra at være en seriøs og lovende Formel 1-kører til at blive motorsportens svar på Mario Balotelli. Han arbejder stadig målrettet på at forbedre sig, og faktisk er det positivt at se, at han er blevet mere hærdet.

I forbindelse med sæsonens tredje grandprix i Bahrain, hvor modgangen og det hårde program allerede satte sine spor, der så han meget træt ud og lignede en, der ikke fandt sig helt til rette i Formel 1-cirkuset.

Men nu udviser han overskud og har plads til smil og ironi, selv når han får en tidsstraf. Og det viser, at han for alvor er ved at finde sig til rette i gridden.

Nu gælder det så sæsones sjettesidste grandprix - det smukke aftenløb i Singapore.

Det kan sagtens igen blive til lidt af en prøvelse for Kevin Magnussen og McLaren. Efter de hurtige racebaner i Italien og Belgien gælder det nu en bybane med masser af sving og chikaner, hvor kørerne ikke får tid til at slappe af i den fugtige varme.

Modsat de to seneste løb stiller det store krav til de aerodynamiske egenskaber på bilen, og det er ikke just downforce, som er McLarens styrke.

Tværtimod, og det bliver spændende at se, om den opgradering, som McLaren har med østpå, forbedrer Magnussen og Buttons muligheder. For kravet og ambitionen er, at der skal flere VM-point på kontoen. Og gerne uden Magnussens kørsel kommer under lup.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...