Fifa hylder Hobro: Ko-hyrder vil i Champions League

18. september 2014 10:44

44 0

Fifa hylder Hobro: Ko-hyrder vil i Champions League

Hobro er for alvor kommet på kortet. Og ikke kun Danmarks-kortet. Nu også Europa-kortet.

For nu har også Fifa fået øjnene op for det himmerlandske fodboldeventyr, der bare ingen ende vil tage.

Det internationale fodboldforbund har således skrevet en historie om Hobro på fifa.com, hvor de bl.a taler med den den nykårede U21-landsholdsspiller Emil Berggren om charmen ved Hobros uventede succes.

- Da jeg flyttede herover fra Brønshøj, havde jeg ikke regnet med, at jeg også skulle passe køer, siger angriberen om sine ekstrapligter ved at bo hos anfører Mads Justesen på hans og familiens store gård.

- Men der er en kultur i denne del af landet, hvor alle hjælper alle, uanset om det er på gården eller i omklædningsrummet. Og det har hjulpet os med at knytte så stærke bånd i klubben, siger U21-landsholdsspilleren, der ikke lægger skjul på ambitionerne.

- Eksperterne sagde, at vi ikke ville få mere end ti points i denne sæson, men vi har allerede vist, at de tog fejl.

- Denne her klub er på vej fremad. Vi er i øjeblikekt på andenpladsen, og vi planlægger at være med i toppen, når sæsonen slutter. Vi vil spille i Champions League.

Og ligesom Emil Berggren sætter også træneren en fed streg under sammenholdet.

- Man behøver ikke at udgive sig for at være mere, end man er, siger Jonas Dahl.

- Man kan bare være sig selv, og der er ingen store egoer i vores klub. Der er en fantastisk ånd i klubben, der betyder at alle arbejder for hinanden, og at alle er 100 procent ærlige over for hinanden. Og det betyder alt i de afgørende øjeblikke inde på banen.

Om Hobros sammenhold vil være nok til at holde liv i eventyret, bliver vi måske klogere på i weekenden. Her møder Hobro Esbjerg på hjemmebane.

Kilde: sporten.tv2.dk

Til kategori side

Loading...