Fremtidens sygehus har Skype-konsultation og ammeambulancer

17. september 2014 05:00

25 0

Fremtidens sygehus har Skype-konsultation og ammeambulancer

Den traditionelle konsultation mellem patient og læge rykker i stigende grad hjem i det private.

Fremtidens sygehusvæsen er måske på vej væk fra de kliniske sundhedsghettoer og i stedet på vej hjem ind i privaten.

Det viser et pilotprojekt fra Rigshospitalet i København, der har forsøgt at finde svar på, hvordan sygehusvæsenet kan arbejde mere effektivt.

Læger og sygeplejersker på Rigshospitalet er kommet med deres ti bedste bud: To af buddene er ammeambulancer og patientkonsultationer over videochattjenesten Skype.

Siden 1. marts har de som et forsøg prøvekørt projekterne i virkeligheden.

Førstnævnte, ammeambulancen, skal hjælpe nybagte forældre, når der opstår problemer med at få amningen til at fungere. Med initiativet kan forældre få hjælp på det tidspunkt af døgnet, hvor barnet ikke vil spise, af uddannet personale.

Med Skype har nogle af Rigshospitalets patienter haft mulighed for at gå til en lægekonsultation fra spisebordet. Det har blandt andet Hanne Thornager haft glæde af.

Med Skype har det været lettere at afsætte 30 minutter til en snak med lægen.

- Fordi jeg har et højt kolsteroltal, fylder det nødvendigvis ikke særlig meget i mit liv, og jeg får det ikke passet. Så hvis jeg kan gøre det på Skype og lige tage en halv times møde, så er det fint, siger hun til DR Nyheder.

Selve følelsen ved at snakke med lægen hjemme foran computeren er også mindre skræmmende, end hvis hun skal rejse ind til hospitalet, mener hun.

- Hvis jeg sidder herhjemme, så er jeg ikke patient; så er jeg Hanne Thornager, der tilfældigvis lige har en konsultation midt i arbejdsdagen, fortæller hun.

Tendensen med at flytte behandlingen fra hospital til de private hjem er en udvikling, som vi kan forvente at se meget mere af.

Det fortæller Lasse Staffensen, der som programleder på DTU Business har arbejdet med at udvikle nye og innovative ideer inden for sundhedsområdet.

Han mener, at patienten i højere grad end tidligere er kommet i fokus, og at den nære sundhedsbehandling giver flere positive patientoplevelser. Derfor vil befolkningen lægge pres på for at få mere af det.

- Derfor vil vi se et krav om, at hospitaler og andre offentlige institutioner bliver dygtige til hurtigere at tage de her nye muligheder til sig, siger Lasse Staffensen.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...