Jordskælv ryster Wozniacki og kompagni

16. september 2014 09:02

38 0

Jordskælv ryster Wozniacki og kompagni

Et jordskælv ramte WTA-turneringen i Tokyo, hvor Caroline Wozniacki slipper for at møde Daniela Hantuchova i sin første kamp.

Hantuchova tabte nemlig overraskende med 2-6, 7-5 og 5-7 til Jarmila Gajdosova fra Australien.

Gajdosova er nummer 91 i verden og har mødt Wozniacki seks gange tidligere - alle kampe er endt med dansk sejr. De mødes igen onsdag.

Inden opgøret mellem Hantuchova og Gajdosova ramte et jordskælv, der målte 5,6 på richterskalaen, lidt nord for Tokyo. Det skete under Dominika Cibulkovas kamp mod Kirsten Flipkens.

- Jeg kunne ikke engang mærke det. Folk talte om det, og jeg vidste ikke rigtigt, hvad der skete, men dommeren fortalte mig det bagefter. Det er aldrig sket for mig før, lød det bagefter fra Cibulkova, der gik ubesværet videre med 6-1, 6-3.

- Ok, vi har haft et jordskælv. Elevatorerne virker ikke. Jeg går helt sikkert ikke hele vejen op til 30. etage efter morgenens træning.! Lol, tweeter serberen Ana Ivanovic.

Turneringen i Tokyo skal for Caroline Wozniackis vedkommende bruges til at skrabe ranglistepoint sammen, så hun kan slutte sæsonen blandt de otte bedste, som kommer med til sæsonfinalen i Singapore. I øjeblikket er hun nummer ni i det kapløb.

Tre af de otte pladser er taget. De tilhører Serena Williams, Maria Sharapova og rumæneren Simona Halep.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...