Kraul om FCK: Fra Tevez og Buffon til boller i karry på 12 måneder

18. september 2014 09:29

56 0

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul analyserer FC Københavns situation inden aftenens Europa League-opgør mod finske HJK Helsinki.

For præcis et år siden indledte FC København efterårets gruppespil i Europa med en hjemmekamp mod de italienske mestre Juventus med verdensstjerner som Buffon, Tevez, Vidal og Pogba på besøg i Parken.

I aften - 12 måneder senere - er det så Väyrynen, Tainio og Porokara fra finske HJK Helsinki, som er modstanderen, mens de funklende Champions League-logoer er udskiftet med noget mere leverpostejsfarvede bannere fra Europa League.

Groft sagt kan man sige, at FCK er gået fra at deltage ved verdens mest eksponerede middagsselskab på kontinentets fineste restaurant til at have en flok ukendte nobodies til boller i karry en tilfældig torsdag aften i september.

Ikke desto mindre har kampen en særlig betydning for Ståle Solbakken og hele hans projekt omkring opbygningen af et nyt slagkraftigt FCK-mandskab, som på sigt igen skal kunne rykke et niveau op - såvel i Superligaen som på den internationale scene.

Forhistorien er selvfølgelig indkøbet af nærmest et helt nyt hold samt den gennemført forfærdelige start på sæsonen i Superligaen med blot to sejre i syv kampe kulminerende med det katastrofale 0-3 hjemmebanenederlag til halvtidsprofessionelle Hobro.

Alt sammen efterlader Solbakken og hans hold under massivt pres, og eftersom nordmanden for tre uger siden konstaterede, af FCK stod i lort til halsen - ja, så kan man vist konstatere, at kun den skaldede isse efterhånden kan skimtes.

Er Ståle Solbakken så fyringstruet, hvis ikke den negative spiral bliver vendt i de to kommende hjemmekampe inden for fire dage mod HJK torsdag og Brøndby søndag?

Nej, absolut ikke. For den norske cheftræner bestrider i klubbens nye struktur også jobbet som sportsdirektør, hvilket i princippet vil sige, at direktøren Solbakken på et møde skal blive enig med sig selv om at fyre træneren Ståle. Og det sker næppe.

Skal klubikonet kommer i fare, vil det være en beslutning, der skal komme meget længere oppe i systemet, og der har man netop valgt at satse alt sportslig knowhow på Ståle uden at have ret mange andre planer liggende i skuffen.

Og som Ståle selv siger til Ekstra Bladet om muligheden for 'at fyre sig selv': Det ville være idioti!

Det ændrer dog ikke på, at presset er voldsomt torsdag aften i Parken. Et nyt skuffende resultat vil kunne sætte sig dybe mentale spor, mens en sejr vil sikre FC København 'europæisk liv' helt hen mod december måned - og dermed skabe lidt tiltrængt arbejdsro.

Det sidste er vigtigt, eftersom sølvvindernes store spillemæssige problem - ud over skader - er, at holdet tydeligvis ikke er i nærheden af at være sammenspillet. Mange kræfter har været brugt på at få den defensive struktur på plads, og det betyder, at de mange nye spillere offensivt oftest optræder udelukkende på egen hånd i stedet for at indgå i indbyrdes relationer fremad banen.

Det har givet sig meget klart udslag i, at FC København indtil videre i Superligaen kun har scoret seks mål i syv kampe! Og at holdet meget utraditionelt har forladt banen uden at have scoret i stort set halvdelen af samtlige sæsonens kampe.

Relationerne skal nok komme, når og hvis holdet får mulighed for at finde sig selv og hinanden, men det arbejde sker lettest, hvis ikke presset udefra bare vokser og vokser. Og det vil presset i den grad gøre, hvis ikke det bliver til sejr over finnerne - og minimum point mod Brøndby på søndag.

Det er situationen for FC København, og derfor er kampen mod HJK Helsinki vigtigere, end de ydre rammer i en afkrog af Europa League signalerer.

Sidste år sluttede FC Københavns kamp mod Juventus-stjernerne i øvrigt 1-1, men 12 måneder er i sandhed længe siden.

FC København forventet (4-4-1-1): Stephan Andersen - Daniel Amartey, Per Nilsson, Mikael Antonsson, Pierre Bengtsson - Danny Amankwaa, Youssef Toutouh, Thomas Delaney, Alexander Kacaniklic - Bashkim Kadrii - Andreas Cornelius.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...