Kyssesyge har bremset Wozniacki-modstander

17. september 2014 09:07

24 0

Kyssesyge har bremset Wozniacki-modstander

Caroline Wozniackis næste modstander fik sidste sæson ødelagt af kyssesyge.

Jarmila Gajdosova er efter et par turbulente sæsoner omsider på vej mod fordums styrke. Det får hun brug for, når hun i morgen møder Caroline Wozniacki i anden runde af WTA-turneringen i Tokyo - hvis ikke vejret udsætter kampen igen, som det gjorde i går.

I maj 2011 var australieren oppe som nummer 25 på verdensranglisten, men i øjeblikket befinder hun sig på en ydmyg 91. plads. Sidste år var hun dog helt nede som nummer 203, så der er fremgang at spore, og det er der en helt naturlig forklaring på.

- Gajdosova er inde i en god periode nu, efter at hun sidste år var ude med mononukleose (kyssesyge red.) i seks måneder og røg ud af top-200. På det seneste har hun spillet mindre turneringer og gjort det rigtig godt. Så hun er farlig, det er helt sikkert, men det er også en spiller, som vil få det svært mod Caroline, siger tennisekspert på Viasat Tine Scheuer-Larsen til DR Sporten.

Forinden kyssesygen havde Jarmila Gajdosova også mistet sin kræftramte mor, så der er ikke noget at sige til, at australierens vej tilbage til verdenstoppen har været hård. For hun håbede på, at 2013 skulle blive året, hvor hun tog et stort spring op ad verdensranglisten igen, men det blev anderledes, da hun blev smittet med kyssesyge.

- Jeg var altid træt og kunne ikke træne i mere end en halv time, før jeg blev udmattet, har Gajdosova tidligere fortalt, inden hun gik til lægen og fik taget en blodprøve, der forklarede den manglende energi.

Også Caroline Wozniacki har haft svært ved at genfinde sig selv. Det skyldtes dog helt andre årsager, men efter finalepladsen i US Open er danskeren for alvor ved at etablere sig blandt verdens bedste spillere igen.

- Hun må have fået en masse god selvtillid oven på US Open. Hun virker frisk og stadigvæk enormt sulten efter at skrabe point sammen, så hun kan nå WTA-finalen i Singapore, siger Tine Scheuer-Larsen.

Wozniacki er 2. seedet ved turneringen i Tokyo, og kampen mod Jarmila Gajdosova bliver Wozniackis første kamp siden succesen i New York. Dengang var Serena Williams alt for stærk i finalen, men amerikaneren er ikke med i turneringen i Japan.

- Det var ingen skam at tabe til Serena i den finale. Hvis Caroline kan holde sit aggressive spil og stadigvæk tro på det, så kan hun sagtens nå rigtig langt i Tokyo, vurderer Tine Scheuer-Larsen.

Wozniacki ligger aktuelt nummer 9 på verdenranglisten, men for at være på deltagerlisten ved WTA-sæsonfinalen i Singapore skal hun være blandt top-8. Netop Angelique Kerber sidder på ottendepladsen, og hun er topseedet ved denne uges turnering i Tokyo, hvor Wozniacki tidligst kan møde tyskeren i finalen.

- Alle spillerne er utroligt sultne efter at få point til WTA-finalen, så de kæmper med næb og klør. Derfor bliver der ingen lette kampe, fastslår Tine Scheuer-Larsen om de kommende turneringer.

Efter Tokyo er det planen, at Caroline Wozniacki stiller op ved WTA-turneringerne i Wuhan og Beijing, begge i Kina. Wozniacki ventes at spille kampen mod Gajdosova i morgen omkring middagstid, dansk tid.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...