Morfar erkender: Det var mig der skød advokat og svigersøn

16. september 2014 19:58

38 0

Morfar erkender: Det var mig der skød advokat og svigersøn

Den 67-årige mand, der blev anholdt i indre København efter et skyderi ved fogedretten erkender nu at have affyret de dræbende skud.

Det var den 67-årige morfar, der tirsdag formiddag affyrede de seks skud, der dræbte en 57-årig advokat og sårede hans 31-årige klient ved Fogedretten i København.

Det har gerningsmanden erkendt under afhøringer med politiets efterforskere, fortæller drabschef Jens Møller fra Københavns Politi til DR Nyheder.

Skudepisoden fandt sted tirsdag formiddag kort før klokken 10.07 i fogedrettens lokaler i Hestemøllestræde nær Rådhuspladsen i indre København. Klokken 10 skulle den 31-årige far og hans tidligere samlever, gerningsmandens datter, have deltaget i et retsmøde om udvidet samkvem med parrets treårige barn.

Kort forinden var gerningsmanden ankommet ved fogedretten, angiveligt på vegne af sin datter, da hun ikke kunne deltage på grund af en lægeaftale.

Her spurgte gerningsmanden efter en specifik dommer, som ikke var til stede. Kort efter blev de seks skud affyret, hvoraf mindst et ramte den nu afdøde advokat. Også gerningsmandens svigersøn, barnets far, blev ramt af skud.

Den 31-årige far blev kort tid efter overført til Rigshospitalets Traumecenter. Hans tilstand er kritisk, men han er ifølge politiet uden for livsfare.

15 personer, som både tæller ansatte ved fogedretten og civile, der var mødt op i forbindelse med andre sager, blev efterfølgende sendt til krisepsykolog.

Alle pårørende er ifølge politiet blevet underrettet i løbet af tirsdag.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...