Nordea: Vestas kan falde til kurs 200

17. september 2014 07:30

27 0

- Aktien nærmer sig med hastige skridt den markedspsykologiske kurs 200, som vi ser en risiko for, at den skal ned at teste, inden turen eventuelt går op igen, skriver Nordea i sin morgenberetning onsdag.

I starten af juni toppede Vestas-aktien for året i lukkekursen 300,20 kr., men siden er den faldet næsten 27 pct. Aktien bliver typisk relativt hårdt ramt, når nervøsiteten dominerer de finansielle markeder.

- Vestas er en højrisikoaktie og står forrest i rækken, når der deles kursfald ud, hvis risikovilligheden siver, som den gjorde i går. Men det er ikke den eneste grund, når det seneste kursfald skal forklares, skriver Nordea, og peger på usikkerhed om en fornyelse af den amerikanske skattestøtteordning.

Derudover har ordreudviklingen i tredje kvartal ikke imponeret, og det presser også aktien, vurderer Nordea. Banken har et estimat for annoncerede Vestas-ordrer på 850 megawatt (MW) i tredje kvartal, men indtil videre har selskabet kun hevet annoncerede ordrer hjem for 350 MW.

- Der er endnu lidt tid at løbe på, inden kvartalet lukkes, men der skal gang i ordrerne, hvis momentum skal vende i Vestas. I vores øjne er det en udpræget momentumaktie. Vores råd er derfor at afvente en ændring i momentum, inden der købes, skriver Nordea.

Den svenske bank har anbefalingen "hold" af Vestas med et tilhørende kursmål på 295 kr. Onsdag morgen stiger Vestas-aktien med 2,7 pct. til 226,30 kr.

Kilde: epn.dk

Til kategori side

Loading...