R og EL ikke vilde med socialdemokratisk ide om tvang

16. september 2014 11:49

34 0

R og EL ikke vilde med socialdemokratisk ide om tvang

De radikale og Enhedslisten er enige om, at S-udspil om forældrepålæg ikke løser problemerne.

Socialdemokraterne er klar til at tage ydelserne fra socialt belastede forældre, der holder deres børn væk fra børnehaven, såkaldt forældrepålæg.

Men det er ikke nogen populær ide hos regeringspartneren, de radikale.

- Nu skal Socialdemokraterne lige diskutere det med hinanden, og så tager vi gerne snakken med dem. Men det er klart, at som radikal er jeg optaget af, at vi tænker vores institutioner og familier mere sammen, og at vi bruger mindst mulig tvang, siger de radikales socialordfører, Lotte Rod, til DR Nyheder.

Det socialdemokratiske udspil er en del af planen 'Alle skal med' mod negativ social arv, der bliver præsenteret på partikongressen i Aalborg i weekenden. Bag udspillet står næstformand Mogens Jensen.

- Jeg synes, det er mere interessant at diskutere, hvordan kan vi sammen finde en model for, at familierne og institutionerne bliver knyttet tættere til hinanden. Og jeg vil gerne bruge mindst mulig tvang, siger Lotte Rod.

Heller ikke regeringens støtteparti Enhedslisten tror, Socialdemokraternes ide om forældrepålæg løser nogen problemer.

- Det tror jeg desværre ikke. Det at sende mennesker ud i yderligere fattigdom løser ikke sociale problemer, det skaber sociale problemer, siger partiets socialordfører, Pernille Skipper.

Hun er enig i, at det er en god at få børnene i daginstitutioner, men der skal andre metoder til end at ramme svage familier på økonomien.

Enhedslisten foreslår i stedet flere forældreforberedende kurser samt flere socialrådgivere i daginstitutionerne.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...