Trods nyt underskud: TTH freder dyre damer

17. september 2014 09:49

36 0

Trods nyt underskud: TTH freder dyre damer

I Team Tvis Holstebro er det herrerne, der tjener pengene - og kvinderne der bruger dem.

Den ambitiøse håndboldklub har præsenteret sit regnskab for sidste sæson, og det viser et underskud på 620.000 kroner. Men mens herreholdet gav et overskud på cirka 543.000 kroner, var klubben over 1,1 million på dameholdet.

Men selv om klubben tidligere har overvejet kun at satse på herreholdet, garanterer klubbens direktør, at de dyre damer er fredet.

- Nogle gange er det en skidt forretning at drive damehåndbold, og nogle gange er det en fornuftig forretning af drive damehåndbold - selv om det jo aldrig generelt bliver en super forretning at drive et håndboldhold. Det var et skidt sportsligt sæson på mange parametre i sidste sæson, og det kan man så også aflæse af økonomien. Og det er jo sådan set logisk nok, siger direktøren.

I forrige sæson vandt klubbens damer DM-sølv og gik helt til tops i EHF Cuppen, og holdet endte med at give et lille overskud - i en sæson, hvor Team Tvis Holstebro ellers fik klubbens største underskud nogensinde på 1,2 millioner kroner.

Med det seneste underskud på 620.000 kroner er klubbens egenkapital nu nede på 2,5 millioner kroner, og det tvinger klubben til handling, hvis den skal leve op til de økonomiske krav fra Dansk Håndbold Forbund, der bliver yderligere strammet til næste sæson.

Derfor gennemfører klubben i november og december en aktiemission, der skal give mindst to millioner kroner - og gerne mellem fire og syv millioner.

- Hvis vi finder to millioner kroner, er vi fremtidssikret for begge hold i forhold til de nye krav. Så hvis vi ellers leger med tanken om, at vi kan holde i nul eller i et plus, er det jo ikke milliarder, vi skal ud og finde, siger TTH-direktøren.

Klubbens herrehold ligger lige nu nummer 10 i ligaen, mens damerne indtager en femteplads.

Kilde: sporten.tv2.dk

Til kategori side

Loading...