Twitter gløder forud for Voigts forsøg

18. september 2014 14:31

52 0

Twitter gløder forud for Voigts forsøg

Den tyske cykelrytter Jens Voigt forsøger i dag at erobre den legendariske timerekord, og på de sociale medier tikker hyldesterne ind.

I aften klokken 19 sætter cykelrytteren Jens Voigt sig i sadlen på sin enkeltstartscykel og forsøger at slå den legendariske timerekord. Lykkes det, skriver tyskeren cykelhistorie.

I rekordforsøget, som finder sted på Velodromen i Grenchen i Schweiz, skal Jens Voigt inden for en time forsøge at køre længere end 49,7 kilometer, som rekorden i dag lyder på.

Og den forsøget på den præstation er ikke gået ubemærket hen hos fans og kolleger.

I flere dage er hyldester til Jens Voigt og ønsker om held og lykke tikket ind på det sociale medie Twitter, blandt andet fra cykel-kollegaen, Chris Boardman.

Den 42-årige cykelrytter, som har deltaget 17 gange i Tour de France, er egentlig gået på pension, men springer altså på cyklen en sidste gang for at forsøge at slå rekorden.

Cykelrytteren er da også kendt for at tage en udfordring til sig. Han har tidligere udtalt, at når kroppen strejker, og benene ikke gider mere, så gælder det om at sige "shut up legs!".

Af samme grund er hashtags som #shutuplegs og #shutuphour også begyndt at florere på Twitter. Her har flere fans dagen igennem delt jokes og kommentarer om, hvordan Jens Voigt skal nok skal klare rekordforsøget.

Timerekorden som fænomen har eksisteret siden 1893 og er en af de allerældste i cykelsportens verden.

Igennem historien har den ene stjernerytter efter den anden sat sit gode rygte på spil ved at kaste sig ud i kampen mod uret.

Store navne som Fausto Coppi, Jacques Anquetil, danske Ole Ritter og Eddy Merckx har alle haft timerekorden igennem tiderne.

Rekordforsøg starter i aften kl. 19.00 og varer, som navnet antyder, en time. Du kan følge med direkte her på dr.dk/sporten, hvor vi dækker Jens Voigts sidste vigtige cykeltur minut for minut.Herunder kan du se et udsnit af de mange hilsner og hyldester, der er tikket ind på Twitter.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...