VIDEO Agger om skade: Jeg er tæt på 100 procent

18. september 2014 12:06

40 0

VIDEO Agger om skade: Jeg er tæt på 100 procent

Lårskaden er på retur hos Daniel Agger, der håber på comeback på søndag mod FCK.

Over 25.000 Brøndby-fans måtte skuffede tage hjem fra søndagens Superligakamp mod Randers uden at opleve Daniel Aggers meget imødesete comeback.

Efter dagens træning udtalte den hjemvendte landsholdsanfører sig for første gang siden da om status på sin skade.

- Det er en baglårsskade, der er i bedring. Det synes jeg også, man kunne se i træningen i dag. Jeg var med på lige fod med alle andre. Det var ikke 100 procent, men den er deroppe ad. Hvis den udvikler sig sådan de næste dage, ser det rigtig godt ud, siger Daniel Agger til DR Sporten.

Hvis den tidligere Liverpool-profil bliver klar til på søndag, venter der et hedt gensyn med Superligaen, når Brøndby møder ærkerivalerne fra FC København i Parken. Men modstanderen betyder ikke noget for Agger.

- Jeg er sådan set ligeglad med, hvilken kamp det er. For mig er det vigtigste at komme ind på banen og spille noget fodbold, og så er det sådan set lige meget, hvem det er imod.

- Jeg har efterhånden spillet mod dem et par gange, og det er altid intense og gode fodboldkampe, og det håber jeg også, det bliver søndag, siger han.

Efter Daniel Aggers udeblevne comeback mod Randers, er der spekuleret i, om han blot var udtaget til truppen som trækplaster uden reelt set at være klar. Men al den polemik lader den 29-årige forsvarsspiller sig ikke gå på af.

- Det er sådan set ikke noget, jeg prøver at opsøge eller gøre større. For mig handler det om at komme på banen, og det kommer jeg, lige så snart jeg er fit og træneren vil have det, siger han.

Daniel Agger spillede for Brøndby fra 2003-2006, inden han skiftede til Liverpool, hvor han nåede 232 kampe og lavede 14 mål.

Kilde: dr.dk

Til kategori side

Loading...