Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Regeringen samler uddannelser for unge i nyt tilbud

13. oktober 2017 17:39
18 0

Den forberedende grunduddannelse skal blandt andet erstatte produktionsskolerne og erhvervsgrunduddannelsen.

Et bredt politisk flertal er nået frem til en aftale om en ny forberedende grunduddannelse (FGU).

Alle partier bortset fra Alternativet og Enhedslisten står bag den politiske aftale.

Målgruppen for uddannelsen er unge under 25 år, der ikke er i gang med en ungdomsuddannelse og har behov for at afklare deres fremtidige beskæftigelsesvej.

FGU erstatter produktionsskolerne, den almene voksenuddannelse, den forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning for voksne, den kombinerede ungdomsuddannelse og erhvervsgrunduddannelsen.

Planen er, at den nye uddannelse skal have tre linjer. Det vil sige en almen grunduddannelse for unge, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse eller hf, en erhvervsgrunduddannelse til unge, der gerne vil i job, samt en mere praktisk produktionsgrunduddannelse.

Aftalepartierne er enige om at give kommunerne ansvaret for den nye uddannelse.

De Radikale, der er med i aftalen, er tilfredse med, at der er lagt op til, at omtrent 90 uddannelsessteder skal udbyde den nye uddannelse.

- Vi mener, at man skal kunne tage en uddannelse, uanset hvor i landet man bor. Og hvis man skal få de her unge i skole, er det afgørende, at de ikke skal pendle land og rige rundt. Derfor er vi også glade for, at vi er landet på cirka 90 uddannelsessteder, siger ungdomsuddannelsesordfører Marlene Borst Hansen.

Det er aftalens mål, at 90 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, når de er 25 år.

Omkring 50.000 unge mellem 15 og 25 år uden uddannelse er hverken i gang med en uddannelse eller et job.

Kilde: dr.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0