Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Roma-træner tror hans hold kan 'levere noget uventet' mod Barcelona

10. april 2018 07:02
185 0
Roma-træner tror hans hold kan 'levere noget uventet' mod Barcelona

Roma tabte 1-4 i Barcelona, men træner Eusebio Di Francesco vil ikke afskrive en plads i CL-semifinalen.

Det ligner en umulig opgave for AS Roma at skulle vende 1-4 mod Barcelona til samlet sejr i tirsdagens returkamp i Champions League-kvartfinalen.

Roma-træner Eusebio Di Francesco vil dog ikke på forhånd afskrive et italiensk mirakel før mødet med den spanske storklub i Rom.

- Hvorfor skal vi ikke til det sidste tro på, at vi kan levere noget uventet? Vi er nede med tre mål, og det bliver en virkelig svær opgave, men det er vores pligt at gøre et forsøg.

- Vi må huske, at vi slog Chelsea med 3-0 på hjemmebane i efteråret, siger Eusebio Di Francesco ifølge AP.

I den første kamp havde Roma svært ved at følge med Barcelona, men en intens kulisse i Rom skal løfte Roma-spillerne.

- Vi er oppe mod en maskine. Hvis vi skal gå videre, bliver vi nødt til at spille med passion, hjerte og tro helt frem til, at dommeren fløjter kampen af.

- Vi skal spille med power og stor kløgt for at få et godt resultat. Jeg vil som altid gerne se os spille med stor kynisme, siger træneren.

På trods af det vanskelige udgangspunkt har han ikke i sinde at spare spillere mod Barcelona.

Heller ikke selv om Romas næste kamp er et lokalopgør mod ærkerivalen Lazio, der ligesom Roma kæmper om at at slutte i Serie A's top-4, der giver adgang til næste sæsons Champions League.

Kilde: sport.tv2.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0