Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Særlig indsats på vej til unge kvinder efter kritik af vaccine

25. marts 2015 22:10
63 0
Særlig indsats på vej til unge kvinder efter kritik af vaccine

Pigerne er unge og aktive, men pludselig orker de ingenting og lider af invaliderende hovedpineanfald og svimmelhed.

I flere år har hundredvis af unge kvinder og deres forældre kæmpet for at få sundhedsvæsenet til at tage symptomer, der kan skyldes bivirkninger af vaccinen mod livmoderhalskræft, alvorligt.

Og efter år med kritik er Danske Regioner nu klar med et tiltag på området. Det skriver Politiken.

Det betyder, at der senest 1. juni skal være én hospitalsafdeling i hver af landets fem regioner, der skal tage sig af patienter med uklare symptomer, som kan være et resultat af bivirkninger ved den såkaldte hpv-vaccine.

Formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner Ulla Astman (S) mener, at det nye, samlede ansvar i regionerne giver bedre muligheder for at indfange specialiseret viden om patientgruppen.

- Nu bliver der taget bedre hånd om disse piger. Det er bestemt ikke tilfredsstillende, hvis man skal gennem 20 afdelinger og måske nogle gange står som Palle alene i verden, siger hun til Politiken.

Der bliver etableret et netværk mellem de involverede afdelinger på tværs af landet, så de kan udveksle erfaring og ekspertise på et område, man i dag har sparsom viden om.

Sundhedsstyrelsen har på seks år fået indberettet 283 tilfælde af formodede alvorlige bivirkninger ud af næsten 500.000 hpv-vaccinerede kvinder. Man ved endnu ikke, om der er en sammenhæng mellem vaccine og bivirkninger.

Kilde: dr.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0