Receive up-to-the-minute news updates on the hottest topics with NewsHub. Install now.

Tidligere holdkammerat om Gravesen: Han skød fyrværkeri af til træning

8. november 2017 19:51
72 0
Tidligere holdkammerat om Gravesen: Han skød fyrværkeri af til træning

Fyrværkeri til træning og fantastiske fodboldevner, Thomas Gravesens tidligere holdkammerat i Everton kommer næppe til at glemme danskeren.

Den tidligere danske landsholdsspiller Thomas Gravesen var i mange år en af profilerne i Premier League, da han spillede for Everton.

Og det var ikke kun med bolden, at danskeren formåede at markere sig. Ifølge hans tidligere holdkammerat i Everton James McFadden var Gravesen i den grad en karakter i klubben.

- Han var skør. Han var bare en anderledes fyr, fortæller James McFadden i et interview til Open Goal.

- Engang havde han taget fyrværkeri med til træning. Fysioterapeuten var en af de personer i klubben, der var i bedst form. Han var i 50’erne. En dag løb han rundt med de skadede spillere, da Tommy (Thomas Gravesen, red.) kommer ud med en stor raket og skyder den direkte mod ham.

Selvom Thomas Gravesen kunne være vild både på og uden for banen, så var sagen en anden, når det kom til penge, lyder det fra James McFadden.

- Han plejede at bo i Lee Carsleys lejlighed (holdkammerat i Everton, red.). Han brød sig ikke om at have regninger. Han havde en fed motorcykel, men om vinteren solgte han den og købte en Renault Megane, fordi det var en ’vinterbil’.

Skotske James McFadden kom til Everton i 2003 og nåede at spille sammen med den danske midtbanespiller frem til 2005, hvor Thomas Gravesen skiftede til Real Madrid.

Danskeren slog som bekendt aldrig rigtig til i den spanske topklub, og i 2006 røg han til Celtic i Skotland for at genoplive karrieren. Et skifte som James McFadden havde store forventninger til.

- Han vandt kampe for dig. Han var en fantastisk spiller. Da han skiftede til Celtic, sagde jeg til folk, at han ville blive den bedste spiller i ligaen. Han er teknisk fantastisk.

Efter to år i Celtic, hvor danskeren også blev udlånt til Everton i en periode, stoppede Thomas Gravesen karrieren officielt i 2009.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Thomas Gravesens agent John Sivebæk, der fortæller, at Gravesen ikke ønsker at kommentere på James McFaddens fortællinger.

Kilde: sport.tv2.dk

Andel i sociale netværk:

Kommentarer - 0